Du kan ikke bage et godt brød, uden at dejen skal hæve først. Når det kommer til hævning er der særligt to ting, du skal være opmærksom på: Tid og temperatur. Se med herunder, når vi deler ud af vores bedste bagetips til hævning af forskellige slags deje, og også gør dig klogere på, om en dej kan hæve for meget.
Selvom du kunne ønske, at dejen kan nøjes med at hæve en enkelt gang, kræver gærdeje helst god tid til både at forhæve og efterhæve. Hævningen gør nemlig, at det færdige brød får en god luftig konsistens og smag.
Forhævning betyder, at du lader dejen hæve i den skål, du har æltet den i eller i en anden skål smurt med olie. Her er det vigtigt at komme et låg, film eller et fugtigt klæde over, så fugten ikke forsvinder fra dejen. En klassisk forhævning varer typisk mellem 15-30 minutter. Efterhævning skal ske med et fugtigt klæde over dejen, uanset om den forgår ved stuetemperatur eller i køleskabet. Det er dog en god ide at anvende film, hvis dejen hæves på køl. Hævning efter formning af dejen tager typisk mellem 30-60 minutter. Med rugbrød skal du dog regne med omkring 60 minutter.
Som udgangspunkt kan alle deje med gær koldhæves. Er opskriften ikke lavet til koldhævning, er tommelfingerreglen at du bruger halvdelen af den gær, der står i opskriften. Når du koldhæver dit brød over længere tid, får dejen tid til at udvikle sin smag, fordi mælkesyren i brødet begynder at udvikle sig. Brødet bliver luftigt, saftigt og mere holdbart, og det får en bedre sammenhængende krumme.
Når der står at din dej skal til hævning over natten, betyder det som udgangspunkt 12 timer. Hæveprocessen er meget langsommere på køl, hvilket betyder, at dejen kan stå lang tid til hævning – du skal blot bage din dej inden for 24 timer.
De fleste gærdeje skal hæve til cirka dobbelt størrelse. Det kan være svært at se på en klump dej, hvornår den er hævet til netop det. Hævetider er kun vejledende i en opskrift. Dejens og rummets temperatur påvirker nemlig dejens hævning meget. Hvis dejen er blevet lunet godt op under æltningen, så vil dejen hæve væsentligt hurtigere, end hvis den er kold. Et højt fedtindhold i en dej kan også sløve hævningen. Derfor kan det være en god ide at lave en lille test af sin dej for at tjekke, hvornår den er hævet nok. Det kan du gøre indtil, at du får en god fornemmelse af din dej og fremadrettet kan bruge dine sanser til at vurdere, hvornår dejen er tilpas hævet.
Sådan gør du: Kom en klump af dejen i et lille glas. Sæt en streg eller en elastik ved dejens kant. Sæt endnu en streg eller elastik længere oppe på glasset. Hvis dejen f.eks. måler 2 cm i dit glas, så skal du sætte endnu en streg ved 4 cm. Nu kan du nemt holde øje med, hvornår dejen er hævet til dobbelt størrelse. Husk at dejen i glasset sagtens kan rulles ud sammen med den resterende del af dejen, så den ikke går til spilde.
Surdej er blevet et populært hævemiddel blandt rigtig mange. Surdejen giver nemlig både brødet masser af smag og nogle luftige brød. Du kan både bruge surdej som det eneste hævemiddel, eller du kan kombinere med lidt gær, hvis du ikke er sikker på, at din surdej er klar til at bage med. Når du bager med surdej er det allervigtigste god tid, så dejen kan udvikle sig. Derfor er koldhævning også en god ven af surdejsbagværk. Følg altid opskriften for at se hvilken hævemetode, der passer til det, du skal bage.
For at hjælpe et brød med at holde sin form, når det efterhæver, kan du lade det hæve i en hævekurv. På den måde hæver brødet opad og holder formen, fremfor at brede sig ud og risikere at blive lidt fladt.
Der findes mange forskellige hævekurve, så det er også en måde at skabe variation på – fra de helt runde til de mere ovale brød. Drys hævekurven med mel, kom dejen i kurven og lad den hæve i ca. 60 min. tildækket og ved stuetemperatur eller natten over på køl – afhængig af gærmængden. Efter hævningen vender du brødet ud af hævekurven og direkte på en bageplade med bagepapir.
Når din dej skal hæve, står der ofte i opskriften at den skal hæve til dobbelt størrelse. Her handler det om, at man holder øje med sin dej undervejs, og mærker hvornår den begynder at give efter. Det nemmeste er at følge opskriftens vejledning. En dej kan nemlig godt overhæve.
Når en dej hæver for meget, er der ikke mere hæveevne at give af, når det kommer i ovnen. Det kan resultere i et fladt brød eller et brød med en meget tæt krumme, da brødets struktur kollapser. For lang hævetid kan også give et surt brød. Hæver du dit rugbrød for længe, kan du risikere, at der kommer et hul under skorpen på brødet, og at det bliver et klægt brød. Sørg derfor for at lade din dej hæve efter anvisningen.
Temperatur betyder meget for gærens liv og aktivitet og dermed også hævningen af en dej. Gær trives bedst ved 25-30°C, hvor gærcellerne er meget aktive og deres næringsindtag er meget stort. Når du hæver en dej, er gærcellerne i færd med at skaffe energi til en formering. Omsætningen af næringsstoffer bevirker, at der samtidig produceres affaldsstof i form af alkohol og kuldioxid. Dejen tilbageholder kuldioxiden, så den ændrer sig. Det er her, dejen begynder sin hævningsproces.
Jo lavere temperaturen er, jo langsommere udvikler dejen sig, mens dejen udvikler sig hurtigt ved høj varme. Derfor hæver brød også mere, når det kommer i ovnen. Når dit brød skal til hævning, betyder rummets temperatur altså meget.
til en samlet værdi af 3.000 kr.
Nu har du chancen for at hoppe med på trenden, og blive mester i at bage med Airfryer. Du kan nemlig vinde Casper Sobczyk Airfryer, Digital Slim Airfryer 8 Liter – 1700W samt 1 års forbrug af Valsemøllen bageblandinger til en samlet værdi af 3.000 kr.
Bag nemt med Airfryer
Selv i en travl hverdag er der intet som duften af hjemmebag, der hurtigt og nemt spreder sig i køkkenet. Med Valsemøllen bageblandinger kan du opleve magien ved at bage – med Airfryer. Uanset om det er til en spontan brunch, en hyggelig eftermiddag med børnene, eller bare fordi, er vores bageblandinger lige til at bage, når du har lyst.
Besøg vores Bageskole og få inspiration, opskrifter og en nem guide til at mestre Airfryer-bagning.
Når du deltager i konkurrencen, bliver du også en del af vores bageunivers med masser af velsmag og inspiration – til alle os der elsker at bage.
Konkurrencebetingelser
Der trækkes to vindere. Den første vinder af konkurrencen trækkes den 31. oktober 2024, og får direkte besked pr. mail eller telefon. Den sidste vinder af konkurrencen trækkes 30. juni 2025. Valsemøllen forholder sig ultimativt retten til at udvælge videren. Præmien er en Casper Sobczyk Airfryer, Digital Slim Airfryer 8 Liter – 1700W samt 1 års forbrug af Valsemøllen bageblandinger til en samlet værdi af 3.000 kr. ( Casper Sobczyk Airfryer, Digital Slim Airfryer 8 Liter – 1700W (899 kt.) + Valsemøllen produkter (2100 kr. fordelt over fire forsendelser)). Hverken airfryer eller Valsemøllen produkter kan ombyttes til kontanter. Når du deltager i konkurrencen, bliver du automatisk tilmeldt Valsemøllens nyhedsbrev. Konkurrencen kører fra mandag d. 17. juni 2024 til og med mandag d. 30. juni 2025.