Sådan gør du
- Smelt smørret ved lav varme.
- Kom kærnemælk og gær i en skål og rør til gæren er opløst. Tilsæt sukker, smeltet smør, 1 æg, hvedemel og salt og ælt dejen til den er glat, skinnende og har skabt en god glutenstruktur. Ælt i 8-10 minutter ved lav/medium hastighed på røremaskine.
- Lad dejen hæve tildækket ved stuetemperatur i 45-60 minutter til dobbelt størrelse. Se bagetip nederst for, hvordan du nemt tjekker, at dejen er hævet nok.
- Vend dejen ud på bordet og del den i to portioner á 410 g. Drys med et let lag mel og rul den ene portion dej ud til en cirkel. Dejen skal være cirka 3-5 mm høj.
- Skær cirklen ud i 8 trekanter. Kom en skefuld remonce på hver trekant. Fold bunden af trekanten indover remoncen og luk den inde – rul herefter dejen til et horn. Kom dem på en bageplade beklædt med bagepapir. Gentag med den anden portion dej.
- Dæk kærnemælkshornene med en pose eller husholdningsfilm og et klæde og lad dem efterhæve i 45 minutter ved stuetemperatur.
- Tænd ovnen på 200°C varmluft.
- Hak mandler fint og rør dem sammen med sukker. Pisk et æg sammen med en gaffel. Pensel dine kærnemælkshorn med æg, drys med mandel/sukker og kom dem i ovnen.
- Bag dem i 10-15 minutter til de er gyldne. Afkøl på en rist og nyd.
Bagetip
De fleste gærdeje skal ofte hæve til cirka dobbelt størrelse. Det kan være svært at se på en klump dej, hvornår den er hævet til netop det. Hævetider er kun vejledende i en opskrift. Dejens og rummets temperatur påvirker nemlig dejens hævning meget. Hvis dejen er blevet lunet godt op under en god æltning, så vil dejen hæve væsentligt hurtigere, end hvis den er kold. Et højt fedtindhold i en dej kan også sløve hævningen. Derfor kan det være en god ide at lave en lille test af sin dej for at tjekke, hvornår den er hævet nok. Det kan du gøre indtil, at du får en god fornemmelse af din dej og fremadrettet kan bruge dine sanser til at vurdere, hvornår dejen er tilpas hævet.
Sådan gør du: Kom en klump af dejen i et lille glas. Sæt en streg eller en elastik ved dejens kant. Sæt endnu en streg eller elastik længere oppe på glasset. Hvis dejen f.eks. måler 2 cm i dit glas, så skal du sætte endnu en streg ved 4 cm. Nu kan du nemt holde øje med, hvornår dejen er hævet til dobbelt størrelse. OBS. dejen i glasset kan sagtens rulles ud sammen med den resterende del af dejen, så den ikke går til spilde. Få endnu flere tips til hævning i Bageskolen her.