Sådan gør du
- Kom mælken i en røreskål og opløs gæren heri. Tilsæt havregrød, kanel, kardemomme, æg og sukker. Rør blandingen godt sammen, så grøden ikke er i store klumper. Tilsæt hvedemel løbende, og til sidst salt.
- Skær det bløde smør i tern og stil til side.
- Ælt dejen i ca. 12-15 min ved middel-lav hastighed til dejen er smidig, blank, og slipper kanterne på skålen. Smørret tilsættes ca. halvvejs, så det har god tid til at blive inkorporeret i dejen.
- Hak hasselnødderne groft. Riv æblet og pres det for væske.
- Når dejen er færdigæltet tilsættes hasselnødder, æble og rosiner, og dejen æltes kortvarigt til fyldet er godt fordelt i dejen.
- Stil dejen til hævning et lunt sted i en times tid med et fugtigt viskestykke over. Dejen skal hæve til ca. dobbelt størrelse.
- Drys med lidt mel og kom dejen ud på køkkenbordet. Del dejen i ca. 15 små klumper med en vægt på ca. 80-90 g.
- Ælt bollerne ved at folde bollens sider ind under bollen (mod midten på undersiden), så den får en glat og fin overflade. Dette gør, at bollen ikke sprækker ved bagning. Læg dem i en dyb bradepande eller bageplade med samlingen nedad. Placer dem med et par centimeters afstand, hvis du ønsker, at de skal vokse sammen. Dette synes jeg, giver det bedste bløde resultat!
- Læg et klæde over bollerne og lad dem hæve i yderligere 30 min. Imens tændes ovnen på 200 grader
varmluft. - Når bollerne er hævet pensles de med æg. Drys evt. med lidt perlesukker på toppen.
- Bag bollerne i den varme ovn i 10-15 minutter til de er gyldne.
- Lad bollerne køle af et øjeblik, inden du sætter tænderne i dem!